Til forsiden
 
Udskriv siden
Sværdkabinettet 1983. Anne-Lises hoved er inde i kassen. To sekunder senere niver hun mig i låret

Mit liv som tryllekunstner

Guitaristen der ikke kunne spille

I mere end 20 år havde jeg en karriere som tryllekunstner, og det til trods for at trylleri ikke interesserede mig. Det gør det stadig ikke.
Da vi var i konfirmationsalderen begyndte min fætter Kurt at trylle. Han skulle altid optræde ved familiefesterne – og det irriterede mig. Jeg var et andet sted og interesserede mig for progressiv rockmusik. Jeg drømte nok lidt om selv at spille rockguitar. Jeg lånte en el-spade og begyndte at øve. Jeg kunne hurtigt alle rock-attituderne med at gå ned i knæ osv. Men det kneb med musikken. Det lød ikke godt og det gik hurtigt op for mig at jeg ikke duede til at spille musik, så el-spaden blev leveret tilbage.

Plakat til min fætter Kurt 1978

Nogle år senere var Kurt godt i gang med en karriere som tryllekunstner under navnet Alladier Conjure og jeg var begyndt at tegne. Det var i begyndelsen af 1970’erne. Jeg tegnede en plakat til Alladier Conjure (den var vist ikke fandens fed) og han havde forskellige jobs ved siden af sit almindelige arbejde, men drømte om at kunne leve af det. Jeg gik på HF i Odense og havde derfor også tid til at prøve at være en slags manager for ham. Jeg lavede en mailkampagne hvor jeg skrev rundt til alle fynske børnehaver og tilbød et trylleshow på højt plan og til rimelige priser. Det gav ikke noget som helst (da vidste jeg ikke at jeg mange år senere skulle komme til at leve af at lave markedsføring). Oven på den fiasko stoppede jeg, men året efter fik Kurt en række forestillinger i de samme børnehaver som jeg havde skrevet til. Jeg havde lavet kampagnen sidst på året hvor kassen var tom de fleste steder, men de gemte min skrivelse og da et nyt finansår kom havde de igen penge i kassen og kunne bestille et trylleshow. Efter et af Kurts shows kom jeg med en række forslag til hvordan han kunne peppe sit show op og gøre det mere rock’n roll. Det var han ikke interesseret i og han sagde til mig: ”Så må du jo lave dit eget trylleshow”. Det havde jeg nu ingen planer om, men snart skulle det blive til virkelighed.

Mads og Åke ved debuten i 1978

Ind i mit liv kom pludselig Bue Nordström. Eller pludselig var så meget sagt. Vi havde en række fælles bekendte, bl.a. Kurt og det var uundgåeligt at vi skulle mødes. Det gjorde vi så ved en fest i et sommerhus ved Nyborg og vi faldt straks i snak. Vi var begge uddannet boghandlere og vi læste begge moderne digte.
Kort tid efter var vi igen i sommerhus sammen med bl.a. den senere musiker, Erling Hjernøe der var bydreng i den boghandel jeg arbejdede i. Her faldt vi over nogle handskedukker og vi improviserede en forestilling over en generalforsamling i HK vi begge havde været til. Det var en slags klovnekomedie tilsat et godt skud Monty Phyton crazy komik og politiske kommentarer. To af dukkerne kaldte vi Mads og Åke. Nogle år før havde jeg boet i Herning oven på en biograf der også var lokale for Team Teatret. Her så jeg en forestilling om de politiske forhold i Herning. Hovedpersonerne var to klovne der hed Mads og Åke – opkaldt efter byens to store kapitalister, brødrene Mads Eg og Aage Damgaard. Det hele lavet på en meget Dario Fo’agtig måde. Vi havde det så sjovt at vi mente at andre også burde se det (vi var nok ikke længere ædru da den idé kom op).

Bue var også seriøs tryllekunstner og medlem af samme trylleklub som Kurt. Snart kom idéen om at lave et anderledes trylleshow med politiske holdninger, komik og humor. Mads og Åke var født. Snart havde jeg skaffet os et job i BMF som var boghandlernes klub under HK i Odense og som jeg var formand for (vi har altid gået ind for nepotisme). Vi fik sat et show sammen hvor rollerne var fordelt sådan at jeg (Åke) var den brovtende type der talte og kommenterede og Bue (Mads) var den elegante tryllekunstner som på grund af Åke kommer til at virke mindre elegant.

Første soloshow i Norge 1979

Debuten gik fint og vi havde fået et koncept vi kunne arbejde videre på. Flere forestillinger fulgte. Det her var 1978. Året efter skulle jeg på Nordisk Studiekursus i Norge – et fællesnordisk kursus for boghandlermedhjælpere, der havde været holdt hvert tredje år siden 1929. Et element på disse kurser var at hvert land holdt sin aften hvor der blev præsenteret mad, kultur og underholdning. Jeg blev spurgt om jeg kunne lave nogle tryllenumre og sagde ja. Med stor hjælp fra Bue fik jeg sat et lille program sammen, som jeg kunne finde ud af. Det var meget alternativt i forhold til almindelig trylleri. Efter Norge kom jeg til at lave flere tryllenumre i Mads og Åge og vi lavede også numre sammen. Et stort show havde vi kort tid efter ved en høstfest i BMF Århus som blev holdt i Studenternes Hus – i et undervisningslokale. Her var en stor tavle hvor jeg med store bogstaver skrev: The Greatest Show on Earth. Vores selvforståelse fejlede ikke noget.

Fra The Greatest Show on Earth, Århus 1979

I oktober 1979 startede Bue og jeg kollektivet Humlehaven i Guldbjerg ved Bogense sammen med tre andre. Flere fulgte så vi var otte. Det var en fordel for Mads og Åke at være under samme tag. Idéerne kom hurtigere og var nemmere at afprøve. Vi kastede os også over andre kreativiteter. Vi startede forlaget Shuft & Ditto som skulle udgive Bues digte, men jeg begyndte også at skrive og snart fik vi også andre forfattere på forlaget. I samme periode var jeg med til at starte Tværsocialistisk Gruppe (TSG) i Bogense. Den yderste venstrefløj var Socialdemokraterne så der var brug for en ”rigtig” venstrefløj. Ved kommunalvalget i 1982 var jeg opstillet og Mads og Åke optrådte flere gange i valgkampen. Vi optrådte også ved TSG’s fester, bl.a. 1. maj i Smidstrup forsamlingshus. TSG kom ikke ind ved valget i 1982, men kom ind fire år senere, men da havde jeg lige forladt egnen. Vi optrådte også ved den årlige græsrodsfestival i Munke Mose i Odense, hvor vi tidligere havde set Clausen og Petersens Gadecirkus. De arbejdede efter et koncept der lignede vores og de inspirerede os meget. Men det var ikke kun på venstrefløjen vi optrådte, vi kom også ud på skoler og til byfester. 

1. maj, Smidstrup Forsamlingshus 1982

Et stort øjeblik var da vi blev hyret af Handelsstandsforeningen i Aabenraa til at optræde på gågaden. Her savede vi lederen af den lokale Røde Kors forening over og fik en del omtale i lokalpressen. Vi var jo startet med handskedukker og i 1980 lavede vi et show sammen med et rigtigt dukketeater. Teatret havde lavet en forestilling hvor Mads og Åke var dukker. Til sidst i forestillingen dukkede de rigtige Mads og Åke så op og gav et par tryllenumre. Det var en del af et OOA arrangement i Nyborg hvor vi var på plakaten med Trille og rockgruppen Kliché hvis æstetik vi var meget inspireret af.

I løbet af de få år blev vores show mere og mere avanceret, bl.a. med motorsav til den oversavede dame og med røgbomber. Ved nogle af forestillingerne deltog også Søren Nielsen, der var flyttet ind i kollektivet. Bue flyttede ud, men Mads og Åke fortsatte. To af de nye beboere var Lisbeth Minddal og Henrik Skov Hansen. Han var guitarist og kom til at deltage i flere af vores forestillinger. Sideløbende havde vi startet oplæsningsgruppen Pragtfulde Tabere sammen med digteren Bjarne Kim Pedersen. Også her var Henrik ind i mellem med på guitar.

Henrik - en guitarist der kan spille

Bue ville stoppe i Mads og Åke og koncentrere sig om en litterær karriere mens jeg selv gerne ville blande trylleri og oplæsning til et multikulturelt show. Bue trak sig ud af trylleshowet og jeg stod alene. Jeg kunne ikke fortsætte som Mads og Åke, da Mads jo vár Bue.

Jeg var nu alene og overvejede helt at stoppe – trylleri interesserede mig stadig ikke. Men det gjorde showet, iscenesættelsen, effekterne og det kick man får når man står på scenen over for et publikum. Det hele løste sig ved en gammel aftale med min tidligere kæreste som nu gik på Assens Højskole. Vi havde aftalt at Mads og Åke skulle optræde der. Nu kom jeg under et andet navn og med Søren Nielsen som hjælper. Solokarrieren var i gang! Samtidig havde der været en udskiftning i Humlehaven. Robert Nilsson flyttede ind. Han var trommeslager. Henrik og han begyndte at spille lidt sammen. Så flyttede Peter Ålykke ind. Han var pottemager og bassist – og så var der et band. Jeg havde en aftale med Arne Bak fra TSG om at jeg skulle lave noget ved et DKP arrangement i Smidstrup Forsamlingshus. Jeg overtalt bandet til at de skulle være backing for mit trylleshow – til gengæld skulle de spille deres egne numre efter mit show. De var med på den – det samme var Arne. Jeg fik to piger fra kollektivet, Lisbeth Minddal og Kit (som jeg var kæreste med på det tidspunkt) til at medvirke i showet iført badedragter. Nu var mit store øjeblik kommet – jeg stod på en scene med et rockband og jeg havde tvunget Henrik til at starte det hele op med indledningen til Chuck Berrys Johnny B. Goode. Kurt var blandt publikum og han udtalte bagefter at trylleriet ikke var godt, men showet var meget underholdende. Det mente DKP’erne ikke. De flygtede ud i køkkenet da bandet begyndte at spille deres afdeling. Men så fik de ros af repræsentanten der kom fra partikontoret inde i Odense og så var alle glade.

Bjarne Reuter ser måbende til, 1983

I 1983 udgav forfatteren Bjarne Reuter ungdomsbogen, ”Når snerlen blomstre”. I forbindelse med udgivelsen lavede BMF Odense et weekendarrangement med forfatteren hvor jeg skulle trylle om aftenen. Bjarne Reuter havde selv fusket med trylleri og han skrev klassikeren ”Busters verden” om Buster Oregon Mortensen, der kunne en masse trylletricks. Jeg havde mødt ham tidligere og vi havde snakket om trylleri. Han glædede sig til at se mit show. Det startede fint, men så skete det som ikke måtte ske. Jeg skulle lave et nummer hvor en hjælper, Anne-Lise fik sat en kasse over hovedet hvorefter jeg stak sabler ind gennem kassen i alle vinkler. Inde i kassen var en anordning der skød en plade ind foran hendes ansigt så sablerne ikke ramte hende. Anordningen var lavet med en bukseelastik som lige den lørdag var mørnet og sprang. Jeg stak den første sabel ind og alt var godt. Så stak jeg nummer to ind og kunne mærke at den stødte på noget blødt. Jeg skubbede lidt mere. Så nev Anne-Lise mig hårdt i låret – og det var ikke kærligt ment. Jeg blev nødt til at afbryde nummeret, men Bjarne Reuter synes det var utroligt morsomt. Anne-Lise lever i bedste velgående endnu.

Et andet højdepunkt kom samme år. Jeg lånte et teater i Odense, Vintapperteatret sammen med Pragtfulde Tabere. Vi lavede en forestilling hvor først et græsk orkester spillede, så læste taberne op og til sidst et trylleshow som jeg lavede sammen med Lisbeth på bas og Henrik på guitar. Jeg tryllede og de spillede forskellige anti-krigssange. Det blev en succes. Det kostede 10 kr. at komme ind og der var udsolgt. Det utrolige skete at publikum klappede på ekstranummer. Vi så hinanden dybt i øjnene og jeg spurgte om vi kunne lave John Lennons ”Give Peace a Chance” og så gik vi på og sang omkvædet (det var det lette) så improviserede jeg en tekst som en blanding af rap og stand-up og så sang vi omkvædet igen – og folk sang med. Det gentog sig et par gange og så var det slut.

I 1984 gik Humlehaven i opløsning. Flere af beboerne havde ikke betalt husleje og gælden voksede. Situationen var uholdbar. Jeg sagde lejerne op og satte huset til salg, men på det tidspunkt var der økonomisk krise og der var ingen købere. En tvangsauktion rykkede nærmere. Den fik jeg afværget og flyttede ret forgældet til Jylland for at arbejde og tjene penge til afdragene. I perioder var jeg hjemløs og boede hos gode venner (tak!) og endte så i 1986 i et kollektiv i Ormslev lidt uden for Århus. Her tog jeg lidt trylleriet op igen og udviklede endda nye numre. Numrene købte jeg – ligesom vi gjorde i Mads og Åke – hos min fætter Kurt som sideløbende solgte rekvisitter. Jeg lavede også nogle shows for BMF København over årene der fulgte. Jeg tryllede også ved en firmafest for mine kollegaer i Handelsvidenskabelig Boghandel – den arbejdsplads jeg havde fundet og som betalte mig en så god løn at jeg kunne høvle af på gælden fra Humlehaven. Kurt kom til at leve af trylleriet. Han blev først Pjerrot i Aalborg – siden på Bakken. I dag er han nok Danmarks højst betalte tryllekunstner.

BMF København 2000

Siden min første solooptræden i Norge i 1979 var jeg med til at arrangere Dansk Aften på de nordiske kurser. Det var totalforestillinger hvor trylleriet kun var ét element ud af mange. Det var enormt inspirerende at være med til at iscenesætte disse shows hvor man havde 30 personer at disponere over. Højdepunktet var nok i 1991 – igen i Norge – hvor vi lavede et cirkusshow med playboy kaninpiger m/k, stepdans og trylleri m.m. Min sidste optræden i det nordiske var i 1997 hvor jeg var konferencier. Det blev holdt i Danmark.

I år 2000 optrådte jeg ved BMF Københavns 20 års jubilæum. Hvor jeg tidligere havde brugt mange effekter, var det her et un-plugged show – mere stand-up og lyrik end trylleri. Det virkede og jeg føler selv at jeg havde fundet min form. Jeg gentog det året efter i en præstegård på Nordsjælland. Desværre lavede jeg endnu et show hvor jeg vendte tilbage til motorsaven og effekterne. Det virkede ikke længere. Magien var væk – og det blev mit sidste show. Eller måske det sidste. I mellemtiden var Bue flyttet til Sverige og han genoptog trylleriet og optrådte hvert år på Midsommeraften på en lille ø, Rörö som ligger i skærgården ud for Göteborg. Hans show handlede bl.a. om Mads og Åke. I 2013 spurgte han om jeg ville være gæst i showet. Det ville jeg ikke, men Åke ville godt, så han dukkede op på Rörö og spolerede Bues show og transformerede ham til Mads. Efter et par numre forsvandt Åke ud i den svenske nat. Han er ikke set siden og jeg er holdt op med at trylle.

Mads og Åke på Rörö 2013

Klik på billederne for at se dem i større format