Til forsiden
 
Udskriv siden
Ind på scenen kommer Mads og Åke i 1978

Magical Mystery Tour eller verdens mest stabile tryllebord

Jeg har lånt titlen fra The Beatles sang og film, Magical Mystery Tour, fordi det er sådan at jeg syntes min personlige tryllerihistorie har været.

Jeg begyndte som så mange andre, da jeg var dreng, ikke med at jeg fik et tryllesæt, for det fik jeg aldrig. Jeg så en tryllekunstner i København og jeg tror at han var svensk, han lavede reklame for Topps trylleindustri senere Topps Magic. Jeg havde ingen penge, men da jeg fik sparet lidt penge sammen igen, cyklede jeg til den lokale legetøjsforhandler og købte mit første trick, Mentalboksen, i den store verden kaldes dette trick for Colour Vision lærte jeg senere. I boksen fandtes også nummeret Drillepinden, hvor du fanger en elastik i et lille rør, men som ingen andre kan fange. Mentalboksen står på en hylde i mit arbejdsrum, men de farvede prikker på terningen er forlængst borte. Efter Mentalboksen blev det Den kinesiske åndevase og diverse rebtrick og nu tryllede pludselig næsten alle drenge i skolen. Der var desværre næsten ingen piger, som tryllede den gang.

Jeg bestilte Topps store katalog fra 1965 ved hjælp af en lille lap som lå i en af boksene. Et himmerige åbnede sig for mig. Jeg købte første og som også blev den sidste årgang af Topp Nyt der udkom, hvor jeg læste om voksne tryllekunstnere og lærte endnu flere tricks. Nu havde alle drengene i skolen på nær min lillebror og en kammerat holdt op med at trylle, men vi fandt frem til butikken Hokus Pokus i Stenosgade på Vesterbro i København. Dette var magi, dette var den virkelige verden. Det var en lille butik, men der var tryllerisager over alt, og der blev tryllet og forklaret, jeg har stadig min Ægpose fra dengang og det var også der jeg købte min første tryllestav i træ og med metalender. Samme tryllestav var med på en udstilling med kort og trylleribøger på Göteborg Universitets Bibliotek der blev vist i perioden 23 september t.o.m d. 26. november 2014.

Da jeg var dreng, må jeg have haft et vist talent for forretning. I hvert fald arrangerede jeg sammen med min lillebror og ovennævnte kammerat, som også tryllede, forestillinger for kvarterets unger og tog to kroner i entré. Kammeraten var egentlig bedre på til at ”skaffe” brædder for at vi kunne bygge en scene, end han var til at trylle. Min lillebror kom altid for sent til forestillingen, altid i løb med sin skotøjsæske under armen med sine trylleting i. Dernæst blev han også altid den sidste på scenen til min store irritation. Mit program bestod af næsten samtlige tricks jeg kunne, udført i et rasende tempo.

Det var jungletrommerne, der var vores medie. Rygtet om en ny forestilling i kvarteret spredte sig på få timer i vores kvarter. Opslag var vi ikke så meget for, mest på grund af det der med brædderne. Ret så ofte lavede vi forestillingen to til tre gange og honoraret som vi delte ligeligt, blev anvendt ved næste besøg i Hokus Pokus eller via postordre hos Topps og nu også Harries og Egelo, men nu var jeg alene, min lillebror og kammeraten havde fået andre interesser.

Det var i denne periode en af mine forældres venner opdagede at jeg tryllede og han var en ægte tryllekunstner med kunstnernavnet Zentino. Han inviterede mig hjem og vidst mig fantastiske trick og han forærede mig mig masser af trick som f.eks. Aviskassen, Lota Bowl, Æggekage i hatten, kyllingekasserollen, et tryllebord fra Topps (lanceret som verdens mest stabile tryllebord), fremtryllende stok, forsvundne stok med to fjerbuketter fra Goldo Flowers hvor også bukkeblomsten kom fra, en kuffert hvor jeg kunne trylle massevis af klapblomster frem, tryllestav med led i træ og med metalender, Terningen og ægget, Columbus æg, kartotekskassen, fremtryllende bord, parasolillusionen, en changerpose og mere til.

Han var ved at slutte med trylleriet og jeg tror han begyndte at spille musik. Desværre mistede jeg kontakten med ham og har aldrig kunne finde ham igen.

Jeg flyttede fra København og til Odense i 1976, 21 år gammel. Jeg var nyudddannet boghandler og havde fået arbejde i en kunstboghandel, hvilket senere i livet viste sig at blive min skæbne.

Jeg havde i perioden fra 16 til 17 år forsøgt mig som rockmusiker. Jeg lærte mig becifringer og noder da jeg gik til klassisk guitar. Så købte jeg en brugt elektrisk guitar, gik på ungdomsskole om aftenen og byggede en forstærker og mit hår voksede. Jeg dannede et band sammen med tre klasse- kammerater. Der var en mere som spillede guitar, en der spillede bas og en pige på trommer. Vi var sikre på at det bare var os og Velvet Underground, der havde en kvindelig trommeslager og det var sejt. Vi var de fire mest langhårede i klassen. Der var bare én som kunne spille og det var den ene guitarist, nemlig den anden og ikke mig.

Vi spillede covers af Rolling Stones, Led Zeppelin, Deep Purple, John Mayall, Mountain, en Negro Spiritual, mit eget bluesnummer Motorbike, som min ældste ven Ivan (fra første klasse) stadig kan huske og endelig en mystisk sammenkobling af noget fra et John Mayall nummer og en svensk vise som jeg havde lært, da jeg gik til guitarspil. Guitaristerne var også sangere og rivaler om hvilke numre vi skulle have på repetoiret. Vi var konstant uenige. Vi spillede forfærdeligt, punk før punken blev opfundet og ingen af os kunne synge, men vi gav to koncerter på vores skole, en stor succes for vores klassekammerater, men ikke for det forældrepar hvis højtalere vi smadrede, da vi øvede på lånt gear. Bandet blev opløst og min musik karriere var slut.

Et par år efter dette begyndte jeg at trylle igen, og da jeg kom til Odense, opdagede jeg at der var en trylleklub, nemlig Odins Magi Club, som var en lokalafdeling af Danmarks Tryllering, i dag Magisk Cirkel Danmark, men Odins Magi Club lever stadig.

I 1976 bestod klubben af, i mine øjne rigtige voksne, seks mænd og en kvinde og vi syv noget yngre mænd. Jeg bestod optagelsesprøven, og det viste sig at være en rigtig hjertevarm klub, hvor alle var åbne for at overraske og lære hinanden nyt. Jeg var med til at starte en ungdomsafdeling, hvor vi afholdt vores uregelbundne møder hjemme hos dem, som havde egen lejlighed. Vi var hjemme hos Kurt Flemming i en slotskælder langt ude på landet og det var ofte i min lejlighed, hvor der også altid hang andre udflippede typer ud. Disse typer er stadig mine venner og den ene hed Erik og den anden Niels og ham kommer jeg tilbage til.

Åke - første show 1978
Mads - første show 1978

Blandt klubbens yngre medlemmer var en fyr som hed Kurt og lidt mere officielt Kurt Flemming og i dag mest kendt som Bakkens Pjerrot. Kurt talte ofte om sin skøre og helt udflippede fætter som hed Niels. Jeg tænkte, ham må jeg bare lære at kende.

Det var den Niels, som jeg mødte på en fest i et sommerhus nogle måneder senere. Vi blev straks gode venner og er stadig meget nære venner. Det viste sig at vi boede nær hinanden i Odense. Jeg i min fjerdesals taglejlighed og han lige rundt om hjørnet i sin kælderlejlighed.

På gården til mit hus lå et godt gammeldags snedkerværksted, sådan etfyldt med høvlspåner og savsmuld på gulvet og når det blev efterår, blev der tændt op med bræddestumper i kaminen, jeg kunne altid se røgen fra mit køkkenvindue. Det er vist ikke tilladt mere.

I hvert fald var han møbelsnedker og jeg gik ned til ham med mine tegninger af trylleriting, jeg gerne ville have lavet. Det gjorde han og da jeg gik ned for at betale, sagde han at han ingen penge ville have, men at jeg kunne komme ned i værkstedet og lave en lille trylleriforestilling for ham og hans venner. Det var en god aftale syntes jeg.

Jeg fik lakeret mine nye trylleriting, lavet efter præcis de mål, jeg ønskede og så øvede jeg.

Da jeg var klar, sagde jeg, at han kunne bestemme hvornår forestillingen skulle være og en lørdag formiddag troppede jeg op, satte mine ting frem og tryller for seks pilsnerdrikkende herrer midt i alle høvlspånerne og savsmuld, så jeg måtte støvsuge alle mine rekvisitter bagefter. Det er noget af det sjoveste jeg har været med til, og det fortsatte sådan i flere år.

Snedkeren sagde hver gang til de andre, ja, jeg har jo set tegningerne og lavet det hele, men jeg fatter ingenting, det er superspecialting det her, det er det.

Nu begyndte jeg at optræde for penge, børneforestillinger, familieunderholdning og voksenshow.

Børneforestillinger på den tid var en god forretning, bibliotekerne, skolerne, børnehaverne og fritidshjemmene havde penge desuden var der mange børneteatre, hvor jeg på et af dem jævnligt havde forestillinger. Nu købte jeg også mange ting fra Supreme Magic og The Magic Hands.

Niels var  som jeg også boghandler og havde også haft drømmen om at blive rockstjerne. Han havde forsøgt at få sin fætter Kurt til at lave et rock´n´roll show, men det lykkedes ikke. Så var det, at han spurgte mig. Året var 1978 og vi øvede i min 2 værelses lejlighed, men snart skulle vi få bedre øvelokaler.

Vores første forestilling sammen, var en dukketeaterforestilling for voksne på HK huset i Odense. Denne forestilling blev en mindre succes, som vi aldrig gentog, men gav os blod på tanden.

Vi ville lave et stort show og nu skulle der tænkes. Vi lejede et sommerhus på Nordfyn i en uges tid for at lægge planer, og de kom hurtigt.

Først skulle vi finde på vores kunstnernavne, for det ville vi have og det blev så Mads & Åke, men hvorfor lige disse navne? Et tilfælde spillede ind, jorden hvorpå sommerhuset lå eller i hvert fald de marker som omgav det tilhørte godsejeren Mads Damgård, så havde vi det første navn. Hans bror, Åge Damgård boede i Herning og var textilfabrikant, Niels havde en gang boet og arbejdet i Herning og så havde vi det andet navn. Mads og Åge. Vi ville også have en lidt international klang i navnet, så det danske Åge blev forvandlet til det svenske Åke, dertil ændrede vi, ”og” til ”&”. Mads & Åke. Vi kom dog aldrig til at trylle i udlandet og gjorde heller ikke nogen forsøg på at gøre det. Vi anvendte kun Mads & Åke når vi optrådte sammen, alene på scenen var jeg Bue Nordström, som jeg er døbt og Niels havde navne som Blitzkrieg Bob og Mocca Joe.

Men vi var ikke helt tilfredse, for vi ville også have musikere med os samt gæster. Så mine damer og herrer, navnet blev, Mads & Åkes Crazy Cabaret. Jeg var Mads og Niels var Åke.

Personerne skabte vi efter de klassiske klovne, Gustav klovnen og den hvide klovn. Niels var Gustav klovnen fordi han er morsom, jeg var den hvide klovn, fordi jeg var den der kunne trylle.

Tøjet bestemte vi os også for, så det endte med at Niels´ garderobe  mest bestod af storternede bukser og jakker, blød hat og i alskens farver. Mit tøj var f. eks. blå smækbukser i satin, blå velourjakke, hvid skjorte med store pufærmer, jeg havde en transparent skjorte med guld og sorte striber og nedringet til navlen. Den var forfærdelig at have på, guldtrådene var i metal. En anden skjorte blev syet af et stof som var sort med spillekort på i normal størrelse, bedre kunne det ikke blive, desværre var den også gjort af noget syntetisk stof så sveden drev af mig så snart jeg kom på scenen. Et skinnende turkis jakkesæt med blomstermønster i samme farve og cowboy boots. Eller hvad med en grøn skinnende dragt med fuskpelskanter. Den gik mig til knæene og jakken skulle bindes om maven med et bælte i samme stof. Dertil kom en lille rund hat som en gammeldags pillebox, ligeledes med pelskant og så må jeg ikke glemme min elskede sølvjakke med blondekanter på ærmerne.

Vi havde en sæson, hvor vi begge optrådte i skindbukser og sorte motorcykeljakker. Det var rigtig rigtig varmt. Rock´n´roll.

Vores gear

Vi ville også have merchandising og ville starte med at trykke klistermærker med forskellige tekster. På nogen stod der bare Mads og Åkes Cracy Cabaret. Nogle andre og det er de eneste jeg kan huske var, Mads & Åke was here, Mads & Åke møver sig ind overalt. Så er alt sagt.

Vi bestemte også vores revir. Niels var fra Fyn og jeg kom fra København. På det tidspunkt var der ingen professionelle tryllekunstnere i klubben. Kurt var flyttet til Jylland. Så vi bestemte os for at blive store på Fyn samt optræde lidt i Jylland og aldrig i København eller Sjælland hvor konkurrencen var stor. Det skal lige nævnes at efter vores trylleår kom Niels og jeg tilbage til bogbranchen. Jeg blev chef med speciale i kunstbøger og var med til at opbygge tre boghandler samt var konsulent for en fjerde. Niels blev markedsføringschef for de akademiske boghandlere i København. Så allerede dengang var vi meget kommercielt indrettede, men vores show var rock´n´roll, alternativt og avantgarde.

Egentlig havde vi kopieret det meste fra The Rolling Stones, og dem var det jo gået ret godt for. Mick Jagger og Keith Richards kaldte sig for The Glimmer Twins, det gjorde Niels og jeg også, men bare uofficielt. Ambitionerne var store og vores hybris voksede. Vi skabte myter og rygter omkring Mads og Åkes Crazy Cabaret, også et gennemprøvet reklametrick vi lånte fra Stones. På den kunstneriske side var der andre store inspirationskilder som David Bowie og absurd teater.

Vores programmer bestod af standardnumre, ofte udført i næsten ikke genkendelige versioner. Vi havde også illusioner på programmet som f.eks. Den oversavede tilskuer med motorsav, Sværd-kabinettet, Tilskueren gennem et lille nøglehul, Den brækkede arm, gigantisk tunge Produktionsrør. En mindre guillotine fandtes også sammen med ild, skud og fyrværkeri (Stones havde også fyrværkeri). Dette var mere Niels´ idé end min og det var ikke på alle steder, hvor vi optrådte, vi kunne anvende pyrotekniken. Niels lavede solonumre, mens jeg byttede sceneklæder. Er der nogen som har nævnt Jagger/Richards?

Vi optrådte også med flere sketcher som vi selv skrev. Den bedste og mest succesfulde var ”Skovhugger Sketchen” som byggede på en dårlig vittighed. Niels spillede fortælleren + 1 person, jeg spillede 9 personer og lagde stemme til en tiende person som fysisk var en plakat til at rulle ud.

En anden sketch er jeg ret sikker på at en digter har ”lånt” af mig, men det var nu mig der skrev den. Her skal det lige tilføjes at både Niels og jeg debuterede som forfattere i 1980. For mig er arbejdet med  at skrive et godt script også en stor del af at trylle.

Vi havde også fået musikere, i en periode var det ”Gnivs” som egentlig var vores assistent, som lod som om han spillede på et programmeret keyboard, desuden havde han også en tambourin og et lille bækken på stativ. ”Gnivs” hed egentlig Søren og var ikke musiker, men var to uger før en større forestilling flyttet ind i det kollektiv hvor Niels og jeg nu boede og vi lokkede ham med at han måtte låne min sølvjakke. I en anden sæson hed assistenten Frøken Smil alias Lene.

Vi har optrådt med den dygtige sanger og guitarist Villy Høj, dels som medlem af en jazz trio, men også solo eller sammen med en anden dygtig guitarist Henrik Skov Hansen.                                             

Vi har også optrådt på festivaller inden Trille med band eller gruppen Kliché skulle på scenen. Endelig var vi rock´n´roll.

Det første år var kummerligt med optræden på gågader etc. Men så blev det bedre. Vi optrådte på de små scener som teatre, hotelscener, udendørsscener, forsamlingshus, skoler, et cirkustelt og lignende.

I samme periode optrådte jeg stadig for børn og var også i et par sæsoner med i et dukketeater med navnet TeaTeodor. De havde skabt en forestilling hvor dukkeførerne skulle have samme klæder på som deres dukker, d.v.s. at alle spillede foran og bagved det sorte tæppe. De behøvede en tryllekunstner og da jeg kendte flere af dem og de havde set mig optræde, blev det mig. Den dragt og sminke blev også det, jeg anvendte til mine børneforestillinger fremover.

Sommeren 1979 flyttede Niels og jeg samt seks andre voksne og tre børn til en gammel nedlagt skole på Nordfyn, som vi havde købt. Skolen havde en stor sal med en lille scene. Her arrangerede vi prøve forestillinger og havde meget gode øveforhold. Her boede jeg til sommeren 1982 og Niels flyttede et par år senere. Skolen lå på landet og den nærmeste ”by” nogen få hundrede meter borte var på fem huse og et nedlagt mejeri, men der fandtes en god bager. For at kollektivet skulle få et godt forhold til lokalbefolkningen, ringede vi til den lokale skole hvor kollektivets børn gik, og spurgte om de var interesseret i at få en gratis forestilling, det fik vi og vi savede bl.a. skolens inspektør over under stor jubel. Vi var helte nu, så da der skulle være høstfest i det lokale forsamlingshus gjorde vi det samme som med skolen, nu var vi også accepterede. Der lå bare et hus ved siden af skolen. Naboen havde en søn med rygmærke og læderjakke og han var vældig nysgerrig, hvem de der hippietyper var. Han søgte specielt kontakt med Niels og mig, da vi figurerede mest i de lokale nyheder d.v.s. både de officielle og de inofficielle. Niels og jeg havde på dette tidspunkt begyndelsen til hybris, og da nabo- sønnen var en flink fyr, hyrede vi ham til at sidde på scenekanten, hvis der skulle opstå ballade i salen. Han troede ikke sine egne ører, at vi ville have ham til at sidde og glo, samtidig kan jeg jo berette at der aldrig skete noget voldsomt, men det var nok ikke på grund af vores private vagtmand. Vi syntes det var rigtig cool.

Dette havde vi også lært af Rolling Stones. Det rare ved hele historien var at når Niels og jeg var rundt og lave forfatteroplæsninger sammen, så sad han i en periode der i salen og hørte på os, når vi læste.

I 1984 havde jeg fået nok, jeg sagde at jeg ville slutte med trylleriet. Det var et hårdt slag mod et godt venskab, men Niels og jeg er stadig  meget nære venner, hvilket I forstår lidt senere i beretningen.

Vi lavede lidt senere et enkelt show med den beskedne titel, The Golden Hits of Mads & Åkes Crazy Cabaret. Selvfølgelig var der et nyt nummer på programmet som ikke havde været med i vores ordinære programmer, men bare havde vist i vores Atomshow. Vi optrådte nemlig en del år med gratis forestillinger for at støtte, Nej til Atomkraft kampagnen. Samtlige numre omhandlede kernekraft. Selve arbejdet med at opstille vores grejer var en del af showet, vi kom begge i noble og diskrete jakkesæt, som vi havde på, mens vi stillede op. Derefter tog vi hvide kitler udenpå samt gule arbejdshjelme med det sorte faretegn for uran.                                                                               

Highlightet var slutnummeret med et atomkraftværk som lignede Barsebäck der blev tryllet om til en vindmølle.

Atomkraftværket vises  frem og vi holder et foredrag om dets ufarlighed, i mens står der gnister til alle sider, der kommer røg ud, en grøn slimet masse flyder ud og endelig brænder det, men slukkes igen. Et slogan i Danmark lød, ”hvad skal væk”, og folk råber tilbage, ”Barsebäck”. Så råber vi igen, ”hvad skal ind” og der svares, ”sol og vind”. Det gjorde vi et antal gange, så vi fik folk til at råbe højere og højere. Tænk jer hvordan det lyder på en rockfestival imod atomkraft, når folk råber. Når vi syntes, vi havde gået langt nok forvandledes atomkraft værket til en vindmølle med snurrende vinger. Vi skal jo aldrig afsløre vores tricks, men dette trick bygger som så mange andre på en blanding af gamle teknikker.

Niels valgte at fortsætte sammen med Gnivs/Søren, men det fungerede aldrig rigtig godt. Da mindst 99% af alle tryllesagerne var mine bestemte jeg mig for, nu når Niels ikke skulle låne dem, at skænke en del bort og andre solgte jeg. Jeg beholdt selvfølgelig lidt, og faktisk også mere end jeg kunne huske, da de ca. 25 år senere blev pakket frem igen.

Det eneste jeg havde gjort med trylleriet var at trylle lidt for min datter da hun var lille Hun er ikke selv tryllekunstner, men er interesseret og vi har set en del forestillinger sammen gennem årene og kommer  også at gøre det i fremtiden. Da hun var lille, var der noget som imponerede meget på en jævnaldrende kammerat. Vi var på Bakken og så ville hun have at jeg skulle sige goddag til Pjerrot og at Pjerrot svarede, goddag Bue Jeg havde anvendt dette kneb en anden gang hun og jeg var på Bakken, hvor hun ikke vidste at jeg kendte Kurt.

Jeg mødte min nuværende kone i slutningen af halvfemserne. Hun er svensk, og efter nogle år var vi godt trætte på at pendle mellem Göteborg og København. I 2000, samme år som Øresundsbroen blev indviet, var vi på ferie hos venner som har sommerhus på Österlen. De spurgte os om vi ville gå med på en visning af et hus lidt længere nede af grusvejen, det er jo altid sjovt at kigge på huse, så vi takkede ja og gik med. På det tidspunkt havde vi talt meget om, vi skulle bo i København eller Göteborg, hun ville gerne til København og jeg til Göteborg, græsset er altid mere grønt hos naboen. Min kone er bogforlægger med eget forlag og det er svært at flytte til et andet land, bogbranschen i Sverige og Danmark ser meget forskellig ud. Jeg havde et godt job i København, så det var der vi var.

Pjerrot på Bakken

Vi så huset og faldt helt pladask for det og indenfor en uge havde vi været i tre lokale banker og valgt hvem vi ville være kunde hos. Jeg havde været i Danmark på Folkeregistret og fået et special dokument på hvem jeg er, så jeg kunne købe et hus i Sverige. Det var det, efter ferien på Österlen kom jeg tilbage til mit job og fortalte at jeg havde købt hus og skulle flytte til Sverige indefor meget kort tid. Der går tog fra Ystad til København og jeg fik en fordelagtigt flextidsaftale og så var alt orden.

Min kone havde mig første gang med til Carl-Einar Häckners Varieté på Liseberg i 1998, og derfra har jeg set næsten alle. På Österlen så jeg for første gang Malin Nilsson, Tom Stone og jeg tror også at jeg så Mr. Dannyman med flere. I 2005 flyttede vi til Göteborg, hvor jeg blandt andet har set Carl-Einar Häckners forestillinger på teatret, Aftonstjärnan.

I 2006 interviewede jeg Carl-Einar Häckner samt publicerede en del af hans tekster i det legendariske kulturtidsskrift, Victor B. Andersens Maskinfabrik, og det var i nr. 33 , årgang 32, 2006. Dette nummer findes hos Sveriges Magiarkiv.

I alle mellemårene siden jeg sluttede i 1984 har jeg altid takket nej, til lige at lave en lille forestilling eller bare et lille tryllenummer, men så skete der noget. I 2007 blev min kone og jeg inviteret med til en stor midsommerfest på en hyggelig lodsgård i en smuk svensk skærgård. Der kommer altid mellem 60 og 100 mennesker og der er masser af optræden i laden. Der kommer altid mange musikere, skuespillere og forfattere og da de fleste havde hørt at jeg havde været tryllekunstner begyndte spørgsmålene igen, kan du ikke bare lave et lille trylleriprogram eller bare et par enkelte numre. Jeg takkede stadig nej i 2007, 2008, 2009, 2010 men så skete der noget i 2011, jeg besluttede mig for at lave et 10 minutters program med, billard balls, ægposen, reb og kort.

Min kone var mest forbløffet af alle. Jeg havde bestemt mig for at optræde i kortærmet hvid T-shirt, blå jeans og hvide sportssko. Sceneudsmykningen bestod af mit gamle tryllebord fra Topp kendt som verdens mest stabile tryllebord. Jeg var ikke specielt nervøs, men tænkte nu er det snart overstået og så spørger de ikke mere.                                                                                                                                   Men der skete jo noget mere, jeg fik et kæmpe kick, da jeg satte foden på scenen, så jeg stod igen på scenen i 2012. Denne gang i sort jakkesæt med vest og sort skjorte.

Nielses kone var død, hun var også en nær ven og en supporter til kollektivet. Jeg fik Niels til at gå i gang med at få samlet og udgivet en bog med hans bedste digte og nogen få nye. Desuden fik jeg idéen at han skulle komme med til vores midsommerø som vores gæst. Det ville han gerne, så forsøgte jeg at lokke ham til at lave et enkelt Mads & Åke Show. Svaret var nej,det var jo dig der ville slutte, men han tænkte over det en gang mere, så det endte med at Mads & Åke genopstod en fin midsommernat i Sverige 2013 med et lille og delvis nyt show, Fuck Art Let´s Dance. Det blev ikke verdens bedste show, men det var fint at gøre det og det bliver sikkert også det sidste, men det ved vi jo aldrig. Ingen ved hvor eller hvornår Mads & Åke genopstår og optræder.

Da jeg så småt begyndte igen har store støtter været Kurt Flemming, Sten Pegani med hele sit fantastiske team og Tommy Aarna som jeg har byttet, købt og solgt tryllesager med. I dag handler jeg mest hos Pegani, Trollerisaker og The Merchant of Magic plus de løse. Det har også været spændende at lære Sveriges Magiarkiv at kende og ikke mindst Christer Nilsson.

De seneste tre år har jeg været deltager på Magic Weekend i Lund, hvor jeg traf min gamle klubkammerat Ole Larsen fra Odin Magi Klub igen. Ole har altid været en dygtig tryllekunstner og er i dag professionel, hvad jeg ikke lige kunne huske, var at jeg i vores ungdom havde været hans mentor.

Desuden har jeg set adskillige forestillinger på det vidunderlige Magic Bar i Stocholm, hvor det altid er hyggeligt at få en snak med Arne Nilsson.

Som afslutning er der bare at sige, at jeg fortsætter med at skrive bøger og få mine trylleri-

programmer på plads en eller anden klub skal jeg vel også blive medlem af igen og så er det herligt at være tilbage i trylleriets verden, at læse bøger om trylleri, at tale med tryllekunstnere og endelig at trylle. 

Bue Nordström, Göteborg januar 2015

Klik på billederne for at se dem i større format